Danske landsbyer med bindingsværk
Fra omkring år 1000 og helt frem til ca. 1860 spillede de danske landsbyer en meget væsentlig rolle i landets historie, økonomi og kulturelle udvikling. Landsbyerne markerer sig ikke så fremtrædende og spektakulært som byerne, godserne og kongens slotte, men langt mere beskeden. Men de udgør rent faktisk det egentlige befolkningsmæssige, produktionsmæssige og økonomiske grundlag for de andre tre, helt frem til ca. 1860.
De danske landsbyer har en yderst interessant historie og kulturhistorie – og en lige så spændende synlig og usynlig arkitektonisk kulturarv, som ikke er ret kendt hos mange af landsbyernes beboere, bl.a. fordi denne bygger på en ret ny viden. Denne går bl.a. ud på, at de danske landsbyers historie kan opdeles i fem faser, som alle fem har afsat sig synlige spor, der kan aflæses i de fleste af de nuværende landsbyer, afhængig af deres alder og udvikling.
Disse fem faser har ikke mindst sat sig spor i landsbyernes særlige arkitektoniske karakter og atmosfære – specielt i forhold til, hvad der adskiller og ikke mindst bør adskille en landsby, rent historisk, teknisk og arkitektonisk, fra andre bebyggede strukturer i landet, eksempelvis byernes forstæder.
Vi har kaldt disse, landsbyernes særlige arkitektoniske kendetegn, for torpologi* – forstået som ’læren om at bygge og bo i en landsby’ (* et forsøg på en bedre oversættelse af det engelske udtryk ’vernacuklar’ (dansk: vernakulær), idet ordet ’torp’ er det ældste danske ord for en landsby, bortset fra ordet ’by’) . Med dette helt nye begreb kan man beskrive og afgøre, om en landsby har velbevarede torpologiske kvaliteter – eller det modsatte. På samme måde som man kan beskrive en by’s urbane kvaliteter, eller det modsatte, og et landskabs rurale kvaliteter, eller det modsatte.
Baggrunden er at en by skal have lov til at være en by – uden landsby-romantik i forhaverne, og en landsby skal have lov til at være en landsby – uden forstædernes ligusterhække og byernes fliser og ‘gamle’ støbejernslamper.
For landhusene, der i sagens natur ligger i en landsby eller i det åbne land, gælder der det samme. De skal ikke partout ligne byhuse eller forstædernes typehuse.
Hvor den typiske danske by/købstad er bygget op omkring en havn, er den typiske danske landsby bygget op omkring et gadekær. Her gravede man ler til klining af landsbyens lerklinede bindingsværksbygninger. Så jo større landsbyen er, jo større er gadekæret. Dette kan også bruges til at ’vande’ køerne eller ’kvælde’ vognenes træhjul. Man hentede ikke vand her. Hver gård havde sin egen brønd.
En landsby defineres i dag som en bebyggelse, med færre end 200 indbyggere. Til en historisk landsby, som Netværk for Bindingsværks interesse samler sig om, hører, at der i denne, den dag i dag, ligger gårde med landbrug, andre gårde med nedlagte landbrug. De fleste historiske landsbyer indeholder også tit, nu ofte nedlagte, bygninger som en smedje, en vindmølle, en brugs, et mejeri og en skole. De fleste landsbyer har også en kirke.
Netværk for bindingsværk vil i den kommende tid tage en række nye initiativer overfor specielt danske landsbyer med mange bindingsværkshuse, bl.a. Listed på Bornholm, Lyø by på Lyø, Nyord på Møn, Højerup på Stevns, Høsterkøb ved Hørsholm, Nordby på Samsø, Reersø på Vestsjælland, Viby og Måle på Hindsholm, Tranekær på Langeland, Voldtofte ved Assens, Hjarup ved Kolding, Kousted ved Randers,
Vi efterlyser i den forbindelse henvendelser og initiativer fra landsbyerne selv – til os.